Baggrunde: Sofie Louise Dam / Karakterdesign: Edda Hrön / Musik: Sille Grønberg og Palle Windfeldt / Producer: Morten Kaufmann

Lille Tut og hendes venner Gato og Nisse tager ud på en eventyrlig rejse for at hjælpe de små lysalfer med at få deres lysmagi tilbage. Det bringer dem ind i Jordens indre, til Livstræets rødder hvor Jordmutti bor. Det er Jordmutti, der har kraften til at få lysmagien tilbage. Men før det kan ske, må Lille Tut & co. hjælpe hende med at følge den magiske kilde hjem og genforbinde sin kraft med Livstræet.

På rejsen møder de bl.a. alfepigen Lucia, de små finurlige Rodnisser, søstrene Pyt, Pot og Pande med livstrådene, pølsehunden RulleNulle, den blinde hulepadde, som kun kan se med hjertet – og mange flere. Mosekonen og stentroldene, som hun allerede kender, er selvfølgelig også med – og Julemanden!

Her er et smugkig fra den visuelle udviklingsproces:

LILLE TUT

Animations serie, 26 episoder á 7 min. Kan ses på DR Minisjang.

Animationsserien er produceret af Toolbox Film i co-produktion med JA Film, støttet af Det danske Filminstitut, Den vestdanske filmpulje, Nordisk film & TV fond i samarbejde med DR TV, SVT, NRK, YLE, og RUV.

Idé og instruktion: Maria Mac Dalland / Manuskript: Maria Mac Dalland og Morten Kaufmann / Karakterdesign: Edda Hrönn / Baggrundsdesign og Props: Sofie Louise Dam / Storyboard: Rasmus Brinck og Pedro Ivo Carvalho / Lead Animator: Ingeborg Dena Faber / Animators: Mie Frank Yding Pedersen, Stine Harboe Dalsgaard, Pedro Ivo Carvalho, Rasmus Brinck og Edith Aarestrup Bach / Musik: Sille Grønberg og Palle Windfeldt / Lyddesign: Mark Norup / Compositing: Maria Mac Dalland og Sabrina Macarena Macho / Producer: Morten Kaufmann / Lineproducer: Lise Uldbjerg Jørgensen / Produktionsleder: Julie R. Peitersen

I serien møder vi Lille Tut, hendes kat Gato og deres lille nisseven, som bor i et lille musehul i hjørnet af Lille Tuts værelse. Nissen kan nissemagi og tryller Lille Tut og Gato små, så de kan være i dens lille økolokopter, som er lavet af en valnød. Med nissmagi kan tiden også sættes på pause, og så flyver de tre venner ud på eventyr i naturens verden. De møder både dyr, planter og nogle af Nissens mange slægtninge, for den er nemlig i familie med alfer og feer og andre små hjælpeånder. Der er altid noget de tre venner kan hjælpe med og Lille Tut elsker at hjælpe!

De 3 venner oplever ting, som gør én glad for at bo på planeten jorden. Serien inviterer sine små seere til at blive nysgerrige på naturens magiske verden, altid på en tryg, glad og favnende måde.

Designet til Lille Tut karaktererne er skabt af Edda Hrönn, og Sofie Louise Dam har malet de flotte baggrunde.

En pige på et center for afviste asylansøgere har tegnet en tegning og fortæller, hvad den forestiller. Det meste af tegningen er en helt almindelig, sund barnetegning med en knaldgul sol og glade blomster. Men centralt på papiret er der en stor, sort klat. Det er hjertet, siger pigen.

Pigens sorte hjerte har givet instruktøren Maria Mac Dallands nye film navn. ‘Og hjertet er sort’ hedder filmen, som på sin egen stilfærdige og forfærdende sørgmodige vis er et barskt og stærkt indlæg i den aktuelle debat om den danske regerings behandling af afviste asylansøgere.

Maria Mac Dalland og fotografen Jane Vorre har optaget filmen gennem halvandet år hos irakiske familier, der har boet fra fire til syv år på asylcentre i Danmark. I filmen bor de på Center Avnstrup på Midtsjælland. De kan ikke få lov til at blive i Danmark, men de kan heller ikke med tvang sendes tilbage til deres hjemland. De er i et limbo, og de danske myndigheder lader dem blive der i årevis. Officielt er flygtningene genstand for såkaldte ‘motivationsfremmende foranstaltninger’. Når man ser filmen, minder det begreb om en adfærdsregulerende hån fra et mareridt, Kafka kunne have skrevet. Med vendingen ‘motivationsfremmende foranstaltninger’ menes, at de afviste asylansøgere skal fratages så megen menneskelig værdighed, at de frivilligt forlader Danmark.

‘Motivationsfremmende foranstaltninger’ er en omskrivning af en form for ondskab, der går ud på hjælpe nødstedte så lidt som overhovedet muligt.

Tørre tal, eksperttale, politikerholdninger og mediedebattørers meninger er der intet af i Maria Mac Dallands film, og det er en styrke. Alle de ord kender vi i forvejen. De ville bare være støj i en film, hvor instruktøren går tæt på enkelte flygtninge og stiller sig på deres side.

I passager bryder hun med den filmede dokumentarisme og bruger sit sædvanlige filmudtryk – animation. Når det sker, kombineres ørkenorange tegnefilm og melankolsk musik med enkelte faktuelle oplysninger, der sætter billederne af flygtninge på Center Avnstrup i perspektiv. Adskillige facts er citater fra myndighedsregulativer og -breve om f.eks. fratagelse af flygtninges ret til kontanthjælp og til uddannelse efter det 17. år.

Derudover gør Maria Mac Dalland noget af det samme, som en række artikler i Politiken med små portrætter af afviste asylansøgeres børn har gjort: Hun får de enkelte flygtninge til at fremstå som mennesker. Og når man står ansigt til ansigt med et lidende menneske, skal man være støbt i cement for ikke at blive berørt. I det her tilfælde bliver man både forstemt og forarget, fordi de voksnes og især børnenes sorg og lidelse forværres af de umenneskelige, regeringsbestemte forhold på asylcentret. Det er forhold, som sortner hjerter.
dorte.hygum@pol.dk